NØRREÅENS ÆG

Velkommen i hønsehuset Sandy

Når man har beskæftiget sig med noget i mange år, kan man godt komme til at hvile lidt på laurbærrene. Det gælder bare ikke for Lars Lunding. Selv efter mere end et kvart århundrede som ægproducent hos DANÆG, stræber Lars og hans kone Lone altid efter at udfordre branchen og prøve nye ting af. Derfor kunne parret selvfølgelig ikke dy sig for at byde en ny hønerace Sandy velkommen i hønsehuset i sommeren 2019.

Hønseri sælges

Falckredderen, der blev landmand

I sine tyvere var Lars Falckredder - et job, som han elskede indtil, der i starten af 1990'erne skete en masse omprioriteringer hos Falck, som fik Lars til at kigge sig om efter en ny hylde. Så da han en dag bladrede igennem Jyllandsposten fangede en annonce hans opmærksomhed. "Hønseri sælges" stod der. Som teenager havde Lars passet køer, så landbruget skræmte ham ikke. Han og hans kone Lone kunne vel altid forpagte hønseriet i nogle år. Som sagt, som gjort.

Sandyhøner

Høner som hverken er hvide eller brune

På et inspirationsbesøg hos Clarence Court i Storbritanien, blev Lars betaget af deres smukke, specielle høneracer og med ét var han tændt på tanken om at bringe en ny race med tilbage til sin egen gård. Efter hjemkomsten tog Lars fat i et rugeri, der kunne hjælpe med en blanding af den hvide og den brune høne: Sandy var født!

Smukke, farvede brystfjer

I sommer kunne Lone og Lars så endelig byde deres første hold økologiske Sandyhøner velkommen på gården ved Sunds. Ved første øjekast ser hønerne hvide ud, men hvis man kigger nøje efter, kan man se de bronzefarvede fjer på deres bryst. Det er blandingen af den hvide og den brune race, som giver hønerne deres farvede brystfjer og æggene deres smukke cremefarvede skal.

Marienlyst Gartneri

Økologiske rodfrugter til damerne

I hønsegården har Lone og Lars plantet pil- og poppeltræer, som giver hønerne ly for rovfugle og et spændende univers at gå på opdagelse i. Hver 14. dag får Nørreåens Æg fire paller med skæve og knoldede gulerødder, pastinakker og rødbeder som det økologiske gartneri Marienlyst ikke kan sælge. Heldigvis er Sandyhønerne ikke kræsne og de kaster sig straks over de farvestrålende rodfrugter. Hos Lars og Lone skal damerne ikke mangle noget.