I en undersøgelse fandt Landbrug og Fødevarer at, seks ud af ti danskere forbinder æg med sundhed - og det er der mange gode grunde til. Æg er en god proteinkilde, og samtidig indeholder æg en stor del af de vitaminer og mineraler, som kroppen har brug for. Alt det og meget mere kan du blive klogere på her.
Æg er naturligt rig på: A-vitamin, B12-vitamin, B2-vitamin, Biotin, D-vitamin, E-vitamin, panthethoensyre.
Æg er en kilde til: Klorid, fosfor, jod, niacin og A-vitamin.
Æg har også et højt indhold af vitamin B2 som f.eks. bidrager til at vedligeholde de røde blodlegemer.
Æg har et højt indhold af vitamin D, som bidrager til at opretholde dit immunsystems funktion, og til at vedligeholde dine knogler og muskler.
Desuden er æg rigt på vitamin B12, som bidrager til dit nerve- og immunsystems funktion. B12 medvirker også til dannelse af røde blodlegemer, der er med til at transportere ilt fra lungerne ud i kroppen.
Æg er rigt på selen, som bl.a. er med til at vedligeholde hår, negle og immunsystem.
Æg er desuden kilde til fosfor. Det er bl.a. med til sikre et normalt energistofskifte og at dele af cellerne fungerer som de skal.
Æg indeholder også jod, som bidrager til, at vi har en normal kognitiv funktion. Det vil sige, måden vi bearbejder information, husker og lærer.
Næringsindholdet i æg er en lille smule forskelligt afhængigt af, om det er et økologisk æg, frilandsæg eller skrabeæg. Næringsindholdet for et økologisk æg er:
Energi: 570 kJ/137 kcal
Fedt: 9,3 gram
- heraf mættet fedt: 2,8
Kulhydrater: 1,3 gram
- heraf sukkerarter: 0,0 gram
Protein: 12 gram
Salt: 0,34 gram
Økologiske æg indeholder 137 kalorier per 100 gram.
Et medium æg vejer mellem 53 og 62 gram og indeholder derfor mellem 72 og 84 kalorier. Et large æg vejer mellem 63 og 72 gram og indeholder altså mellem 86 og 99 kalorier.
Æg indeholder ca. 12,5 g protein pr. 100 g, svarende til mellem 6-8 g protein pr. æg afhængig af størrelsen på ægget. Både æggeblommen og æggehviden bidrager med protein. Blommen indeholder 1,5 gang så meget protein pr. 100 g som hviden. Den høje mængde af protein gør, at æg mætter godt.
Dertil er optagelsesprocenten af protein fra æg 97%, hvilket gør ægget til en ideel proteinkilde med høj biotilgængelighed. Til sammenligning optages 91 % af protein fra kød og fisk, mens protein fra bønner kun optages med 78 %.
Kolesterol indgår i cellemembraner og bl.a. bruges til produktion af galdesyrer, D-vitamin og kønshormoner i kroppen. Kolesterol dannes i kroppen, men tilføres også med kosten fra animalske fødevarer. Æg har et højt indhold af kolesterol, som primært findes i æggeblommen.
"Mange mennesker er urolige for kolesterolindholdet i æg, og æggeblommen har også et relativt højt indhold af kolesterol. Det er dog vigtigt at fremhæve, at det først og fremmest er hele kostens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold, og at det derfor er langt vigtigere, at man fokuserer på andre madvarer end æg, når man vil tage hensyn til kolesterol i kroppen." - Else Molander, chef for Fødevarestyrelsens Ernæringskontor.
Du kan derfor sagtens spise æg hver dag, som en del af en varieret kost.
Hvis man hører til den raske del af den danske befolkning, dvs. ikke har hjerte-karsygdomme eller diabetes, så kan man spise op til 7 æg om ugen.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at danskere med forhøjet kolesterol nøjes med at spise tre til fire æg om ugen.
Vitaminer og mineraler bidrager, i modsætning til makronæringsstofferne; fedt, protein og kulhydrat, ikke med energi til kroppen. De to grupper af mikronæringsstoffer er derimod vigtige for at sikre, at kroppen fungerer optimalt.
Ægget indeholder mange af de vitaminer og mineraler som kroppen har brug. For hele tolv af mikronæringsstofferne er indholdet så højt, at ægget kan kaldes rig på og kilde til stofferne, idet henholdsvis 30 % og 15 % af den anbefalede daglige mængde dækkes. Æg er eksempelvis rig på D-vitamin og B12-vitamin.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at raske danskere – som hverken har forhøjet kolesterol eller diabetes – kan spise ét æg om dagen. Altså syv æg om ugen. På et år bliver det til 365 æg.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at danskere med forhøjet kolesterol nøjes med at spise tre til fire æg om ugen. På årsbasis løber det op i 156 til 208 æg.
I gennemsnit spiser danskerne 3,8 æg ugentligt. Det viser en undersøgelse fra Landbrug og Fødevarer fra 2020. Det er mest almindeligt at spise mellem 3-5 æg om ugen, hvor de 60-70 årige tager førertrøjen i at spise flest.
Det er individuelt valg, om du som vegetar vælger at spise æg. Ifølge Vegetarisk Forening betyder en vegetarisk kost, at man spiser "planteføde (frugt og grønt, korn, bælgfrugter, nødder og frø mv.) med eller uden supplement af mælkeprodukter og/eller æg. Vegetarer spiser ingen former for kød, fjerkræ, fisk, skaldyr eller biprodukter fra slagtning af dyr".