DANÆG-koncernen opkøber yderligere 76 % af finske Munax OY – et selskab, som koncernen i forvejen ejer 24 % af. Med opkøbet både fastholder og udvikler DANÆG-koncernen sin position som markedsledende på det nordiske marked for æg.
DANÆG-koncernen har igennem de seneste fem år været minoritetsejere af det finske pakkeri og produktselskab Munax OY, og i perioden har Munax OY oplevet en positiv udvikling. Samtidigt har det finske selskab og DANÆG-koncernen gennem årene opbygget en tæt og konstruktiv relation.
Munax OY omsætter for 45 mio. euro og har i dag ca. 100 ansatte. Virksomheden blev etableret i år 2003 og har efterfølgende udviklet sig med en imponerende hastighed til i dag at være markedsledende i Finland inden for både detail og foodservice-sektoren.
”Vi er igennem de senere år kommet tæt på Munax og har lært det finske ægmarked rigtig godt at kende, og vi vurderer, at vi med opkøbet af Munax kan øge vores generelle eksport og samtidigt komme til at spille en endnu større rolle - ikke bare i Finland, men også i Norden. Opkøbet af Munax passer perfekt ind i vores samlede strategi, hvor vi netop har fokus på at vækste i Norden bl.a. gennem opkøb af udvalgte virksomheder, udvikling af nye innovative produkter samt styrkelse af eksporten ud af vores hjemmemarkeder. Vi ser derfor meget frem at integrere selskabet yderligere i vores koncern,” udtaler koncernchef, Jann Dollerup Vig Jensen.
”Munax har været meget visionære i deres tilgang til at drive forretning. De har igennem årene investeret massivt i deres produktionsanlæg og har i dag et samlet anlæg, der fremstår som et af de mest moderne i Nordeuropa, og der ligger allerede ambitiøse planer for yderligere udvidelser af anlægget. Derudover er Munax også meget innovative og har udviklet en række spændende, nye produkter, som vi nu ser frem til at arbejde videre med både i Norden og på vores mange eksportmarkeder,” uddyber koncernchefen.
Munax OY vil fremadrettet fungere som et selvstændigt selskab i DANÆG-koncernen. Den nuværende ledelse fortsætter uændret.